mandag den 20. oktober 2014

Blogindlæg nr. 50 - Musik og fest...


...eller der burde egentlig stå musik til fest!

For lidt tid siden blev jeg hyret til at fotografere et lokalt coverband ved navn "The Vivians" til ét af deres mange jobs. Fotografierne skal bruges til bandets webside samt anden PR...

Det er altid en sjov opgave for mig at fotografere koncerter - for på den vis kan jeg forene to af mine store pasioner...musik og fotografering. Jeg gør det desværre alt for lidt, da livet som relativ nybagt far sætter sine begrænsninger i forhold til at finde den nødvendige tid og dermed muligheden for at fare i byen med mit kamera. Af samme årsager - dvs. manglende tid - har denne blog og min fotoside på FB måtte passe sig selv i længere tid....desværre.

Men nu kom der lidt på siden igen... ;-)

Hvis du kan lide hvad du ser, selv spiller musik og skal bruge nogle flotte billeder fra din kommende koncert, eller skal have lavet nogle lækre portrætter til albumcovers, webside eller anden PR, så kontakt mig for et godt tilbud!

...og ellers ikke alt for mange ord denne gang...bare nyd "musikken" eller i det mindste billederne af den!

Jeg har valgt at redigere billederne hårdt - sådan kan jeg personligt bedst lide det. Jeg har forsøgt at fange de enkelte musikere (og deres instrument) i momentet, mens de er i færd med at underholde folk på dansegulvet, og ellers handler det jo blot om at lave nogle lækre fotos. Her vises et lille udsnit af aftenens mange skud.

Og hey...hvis du vil hyre et fedt coverband til din fest, som spiller hit på hit fra de sidste 3-4 årtier, så kig lige forbi The Vivians FB-side og giv dem et like:

www.facebook.com/Thevivians


*

Find venligst min fotoside på Facebook: www.facebook.com/PhotosByFernandez

Kan du lide hvad du ser, så giv gerne min side en "synes godt om" tilkendegivelse...så hjælper du mig med at sprede kendskabet til mine fotografier...

Besøg ligeledes min webside: www.photosbyfernandez.dk


På forhånd tak :-)












søndag den 1. juni 2014

Blogindlæg nr. 49 - Konfirmation 2014

Kære besøgende på siden her...

Det er meget længe siden jeg har været aktiv på min blog (og det skriver jeg snart hver gang jeg endelig får lavet et indlæg  - hmmmm)!

Nå...men sagen er jo, at det er en hektisk tid for mig...først og fremmest det at blive far til en lille skøn datter (som så dagens lys i november). Helt ubeskriveligt stort og fuldstændig fantastisk for min kone og jeg...men hvor blev tiden lige af? Derudover har den stået på skrivning og færdiggørelse af mit PD-afgangsprojekt, og de ting sammenfattet med et arbejde som lærer i dagligdagen, som jo også lige skal passes...gør det noget vanskeligt at finde tid til kamera og blog... Ingen tid er der nok af!

Jeg har derfor ikke haft gang i mit kamera i det omfang jeg kunne ønske mig, men helt stille har der trods alt heller ikke været (bortset fra denne blog)!. Jeg har haft flyttet en del af mit fokus med mine billeder online over på min Facebook, hvor jeg i nogle måneder i starten af 2014 lavede noget jeg kaldte "Dagens Foto"...men heller ikke det var der tid til i længden.

Omkring årsskiftet lavede jeg en præsentationsportefølje (se link nedenfor), som jeg fortsat arbejder på. Desværre er den ikke helt færdig endnu, men den tager stille og roligt form, og jeg synes den bliver lækker...

En smule på farten har jeg været...både for at fotografere skønne børn, som jeg er heldig at blive hyret til en gang i mellem. Jeg har også haft lavet et sjovt foto-gig med en nordjysk sangerinde ved navn Laura Mo, som tilmed indbefattede en nøgen mand. Det blev til nogle anderledes og ret fede fotos og det skal jeg nok vise lidt frem af ved lejlighed. 

Men til sagen...til dette blogindlæg... 

Jeg har været i gang ved forårets konfirmationer, hvor nedenstående fotos stammer fra. Jeg har haft fornøjelsen af at forevige to søde konfirmander på deres store dag, og jeg har her valgt at vise den ene pige i gråtoner og den anden i farver. Jeg har tidligere lavet lidt anderledes og rå konfirmationsfotos, men denne gang skulle det efter pigernes ønske være klassisk og nydeligt.

Tusind tak til de to skønne konfirmander og deres familie for at vælge mig til at forevige denne store dag.


*
Du har naturligvis mulighed for at se mine tidligere blogindlæg. Scroll ned i bunden af denne side og kig under blogarkiv. Klik herefter på én af månederne - så er du igang.

Find mig desuden på Facebook: www.facebook.com/PhotosByFernandez

Kan du lide hvad du ser, så giv mig meget gerne en "synes godt om" tilkendegivelse og del link på din egen side...så hjælper du mig med at sprede kendskabet til mine fotografier...

Besøg også min webside: www.photosbyfernandez.dk


På forhånd tak :-)
















tirsdag den 31. december 2013

Blogindlæg nr. 48 - Glimt fra 13. sal...

Kære besøgende på siden her...

Det er meget længe siden der har været aktivitet på denne blog.

Det er jeg på sin vis rigtig træt af, men det skyldes heldigvis den meget lykkelige omstændighed, at jeg er blevet far til en dejlig datter. Carmen (som hun hedder) er dog født en del for tidligt og forløbet har været med en del "bump på vejen", så der har hverken været tid, lyst eller overskud til at fokusere på så meget andet end min datter og min kone. Det vil bl.a. sige ganske lidt tid til fotografering og nul aktivitet her på bloggen i mange måneder.

I skrivende stund er vi fortsat indlagt på Neonatalsk afsnit og skal også "hoppe" ind i det nye år herfra. Det har været et langt og udmattende forløb. Vi har været her siden starten af november, men vi er nu i slutningen af forløbet og vi bor derfor endelig i et lille familierum. Min datter og min kone har det heldigvis rigtig godt og jeg har både mit kamera og min laptop med, så når datteren sover...og det gør sådan en lille størrelse det meste af dagen...så er der lidt tid til at kigge på dette forsømte felt igen.

Jeg har naturligvis haft gang i mit kamera og har taget mange hundrede billeder af vores datter til privat brug, men ikke af så meget andet...

Én af de ting som jeg rent faktisk har taget billeder af...det handler dette blogindlæg således om:

Neonatalsk afsnit i Aalborg ligger på 12. og 13. sal på Sygehus Nord i Aalborg. Vi befinder os på 13. sal, og det betyder, at der alt andet lige er en udsigt, som ikke er så ringe endda (sagt på jysk). Desværre (set fra et fotografisk synspunkt) kan vinduerne i denne højde ikke åbnes, men det skulle alligevel ikke forhindre mig i at forsøge, at tage nogle billeder af Aalborg fra et perspektiv man sjældent kan opleve, medmindre man altså arbejder her på afdelingen eller er patient/pårørende.

Det er naturligvis ret "umuligt" (og normalt totalt spild af tid), at fotografere gennem vinduer...dels pga. snavs og ridser på ruderne, men i særdeleshed pga. refleksioner i glasset. Snavs, ridser og refleksioner vil efterlade nogle billeder, som man næppe gider at bruge tid på. Det kan desuden være en udfordring, at stille skarpt. Det skulle dog prøves, da denne udsigt er ret unik, og med en del besvær, hvor kameraet bl.a. skulle vinkles på ganske bestemte måder, for ikke at virke som et "spejl", så blev det til nogle fotografiske glimt udover Aalborg...fra 13. sals højde.

God fornøjelse...


*
Du har naturligvis mulighed for at se mine tidligere blogindlæg. Scroll ned i bunden af denne side og kig under blogarkiv. Klik herefter på én af månederne - så er du igang.

Find mig desuden på Facebook: www.facebook.com/PhotosByFernandez

Kan du lide hvad du ser, så giv mig meget gerne en "synes godt om" tilkendegivelse af min fotoside og del link på din egen side...så hjælper du mig med at sprede kendskabet til mine fotografier...

Besøg også min webside: www.photosbyfernandez.dk


På forhånd tak :-)


















torsdag den 29. august 2013

Blogindlæg nr. 47 - Den største dag...

Kære besøgende på siden her...

Her følger et blogindlæg om bryllupsfotografering...og også lidt om mig som bryllupsfotograf.

Jeg undskylder på forhånd den lidt længere tekst...måske lidt sludder for en sladder...men læs endelig med hvis du har lyst...og ellers kan der heldigvis blot scrolles ned til fotografierne.

Som man kan læse i afsnittet "fotografering og mig" (link på forsiden), så er jeg jo "blot" en glad amatørfotograf. Det betyder konkret, at jeg ikke lever af min fotografering, og det betyder ligeledes, at jeg først og fremmest fotograferer, fordi jeg hygger mig stort med det. Det giver rigtig god mening, som man populært siger!

Det sker dog efterhånden mere og mere, at jeg ikke kun fotograferer af lyst, men også laver fotojobs på bestilling...det har på det seneste primært været børne- og familiefotos og helt aktuelt bryllupsbilleder.

Nu indledte jeg med at skrive, at jeg hygger mig stort med fotograferingen, men brylluper er måske en lille undtagelse! Forstå mig ret...et bryllup er skam noget af det hyggeligste der findes og utrolig smukt i sig selv.
At påtage sig opgaven til en sådan begivenhed er for mig et kæmpe ansvar, og det er uden sammenligning den fotodisciplin jeg har prøvet, som jeg finder mest stressende og derfor også mindst hyggelig og helt sikkert mindst afslappende.

Det skyldes naturligvis at ens fejlmargen er minimal og man arbejder under et langt større pres end normalt. Man skal derudover på én og samme tid (helst) være usynlig under vielsen, men man er omvendt nødt til at placere sig således, at man er i stand til at fange et godt motiv. Et evigt dilemma... Desuden må man stole på, at ens udstyr ikke svigter. Denne dag må intet gå galt...

Mht. billederne...

Tilgangen til bryllupsfotos er - som med så meget andet - meget mangfoldig. Tager man en rundtur på Internettet og kigger efter bryllupsbilleder, så kan man finde alle mulige forskellige udtryk...lige fra de helt traditionelle og klassiske tilgange til yderst originale og nærmest vovede bryllupsfotos.

Her er et lille udpluk fra de sidste to lørdage, som for mit vedkommende har stået på bryllupsfotografering. Jeg har på forhånd talt med brudeparret (eller én af dem) og talt om hvad de ønsker at få lavet. For mig er det super vigtigt at få afstemt forventninger.

Jeg har taget fotos af selve vielsen, stemningsbilleder ved kirken før og efter samt portrætter. Jeg forsøger naturligvis at efterkomme folks ønsker - det er derfor de indledende samtaler er vigtige. For mig er det helt essentielt, at forløbet og snakken før fotograferingen forløber godt, så alle parter er trygge og ved hvad der skal ske den dag billederne skal "skydes". For mig er aftalerne der indgås samtidig en køreplan for min dag som fotograf...dog skal der naturligvis altid være plads til spontane indfald, hvis/når gode idéer opstår.

Selve fotograferingen skal naturligvis også foregå i en positiv og rar atmosfære (også selv om der er stress og tidspres), og slutteligt håber jeg naturligvis, at folk er glade og tilfredse når de modtager deres billeder og får dem at se. Det handler ikke blot om at levere et produkt, men i den grad om at gøre folk glade og tilfredse med såvel proces som produkt.

Billederne i blogindlægget herunder har jeg udvalgt fra to serier af bryllupsfotos som de to brudepar har modtaget. Jeg har her valgt at vise nogle forskellige udtryk, og dette er blot et lille udpluk i de nærmest uanede muligheder der er mht. redigering.

Mht. valg af fotograf til bryllup (eller andet)...

Jeg får en gang i mellem henvendelser fra folk, som vil have mig til at fotografere...folk som jeg ikke kender, men som har set mine billeder gennem andre, på min blog eller på Facebook, og som godt kan lide min stil. Det er jeg naturligvis rigtig glad for og stolt over og jeg synes det er en væsentlig forudsætning for at hyre mig eller andre til at fotografere, hvis man ellers han en holdning til dette.

Nogle folk tænker måske...en fotograf er en fotograf, et kamera er et kamera og et foto er et foto! Det er jo på sin vis helt korrekt - men også ganske unuanceret! Der er nemlig enorm stor forskel på den fotografiske tilgang, idé og stil fra person til person, og når man hyrer en fotograf, bør man egentlig gøre sig nogle af de samme overvejelser, som når man f.eks. vil booke et band til en fest man skal holde.Ville man mon hyre et band, hvis man ikke kendte musikken eller ikke havde hørt bandet spille? Næppe...for hvem ville dog tage den chance og risikere at få et dårligt spillende band eller musik man ikke kan lide til sin fest?

På samme måde er fotografer forskellige og der er mange holdninger til stil og udtryk. For nogle tæller kun skarphed. Andre er langt mere optaget af kompositionen af billedet, og nogle er igen mest interesseret i stemninger og historien o.s.v. Præcis som med musik...så er der ikke rigtig nogen facitliste. Enten "taler" fotografiet til én...eller også gør det ikke!

På samme vis vil nogle af jer som kigger med her på siden blive begejstrede over mine ting og tænke "flot" og "wow"...andre vil måske tænke, at det er kedeligt eller ligefrem dårligt!?! Man kan umuligt ramme alle....men det er heller ikke meningen! ;-)

Jeg håber først og fremmest, at de to brudepar er glade for resultatet og herfra skal slutteligt lyde et kæmpe stort tillykke til Stefan og Tinne samt Annakarina og Henrik, som jeg havde den store glæde at fotografere på deres største dag...den dag de blev gift.

Al held og lykke herfra til begge par...


*


Du har naturligvis mulighed for at se mine tidligere blogindlæg. Scroll ned i bunden af denne side og kig under blogarkiv. Klik herefter på én af månederne - så er du igang.

Find mig desuden på Facebook. Søg efter "Photos by Fernandez".

Kan du lide hvad du ser, så giv mig meget gerne en "synes godt om" tilkendegivelse af min fotoside og del link på din egen side...så hjælper du mig med at sprede kendskabet til mine fotografier...

På forhånd tak :-)

























søndag den 25. august 2013

Blogindlæg nr. 46 - Hyldest til Barcelona

Som overskriften antyder tager dette blogindlæg dig med til Barcelona.

Denne smukke by i det nordøstlige hjørne af Spanien i regionen Katalonien, har en ganske særlig plads i mit hjerte. Jeg er opvokset i Danmark...som jeg ligeledes elsker stort...men dette er min fødeby, og det er samtidig et sted hvor jeg har familie og venner og ofte har rejst ned.

I stakken af fotos fra flere af de ture jeg har haft, har jeg sammensat en serie, som således er min egen lille hyldest til byen. En del af fotografierne er klassiske vartegn, som med det samme ville afsløre hvor vi er i verden. Andre af billederne er mere "neutrale" og afslører ikke umiddelbart den geografiske oprindelse, men er blot en lille finurlighed eller en sjov detalje som jeg fik lyst til at fotografere.

Tilsammen udgør disse fotografier en serie af "skud" fra en by som i min optik er et fantastisk sted. Mangfoldighed er et nøgleord! Her er både ufattelig smukt, men der er også steder der nærmest er grimme. Der er stor rigdom (på mange niveauer) men også slem fattigdom. Her er både super eksklusivt og dyrt, men naturligvis også steder der er ganske billige. Sådan kan man blive ved...

Som det gør sig gældende i alle større byer, er der mange små lokale oaser...den ene mere genial end den anden. Serien her starter ved ét af havneområderne og ét af byens mest kendte klenodier...søjlen med Columbus. Der er ligeledes billeder fra "Barrio Gotic"..det gamle gotiske byområde med sine smalle gader og stræder som ligger omkring katedralen og tæt ved "La Rambla" som mange nok kender. Der er billeder fra "Born" som er et genialt sted at slentre rundt og f.eks. nyde vin og tapas. Der er fotos fra stranden "Barceloneta", hvor man kan nyde solen og Middelhavet fra første parket. Der er fotos fra den ældste bydel "Eixample" og ligeledes et par skud fra latinerkvarteret "El Raval". Ligeledes er der billeder fra nordenden af byen "Gracia" som tidligere var en selvstændig lille by, men som i dag er blevet indfanget af byens vækst. Der er et par skud fra "Park Güell" og andre af Gaudis fantastiske værker.

Du kan finde det meste i Barcelona uanset om du er til hårdtpumpet storbyliv eller mere er til ro og fordybelse. Her er ufattelig smuk arkitektur...her er kunst, shopping, sport, gastronomi, drama/teater, havn, strand og hav... Du kan det meste i denne prægtige by.

God tur...

*


Du har naturligvis mulighed for at se mine tidligere blogindlæg. Scroll ned i bunden af denne side og kig under blogarkiv. Klik herefter på én af månederne - så er du igang.

Find mig desuden på Facebook. Søg efter "Photos by Fernandez".

Kan du lide hvad du ser, så giv mig meget gerne en "synes godt om" tilkendegivelse af min fotoside og del link på din egen side...så hjælper du mig med at sprede kendskabet til mine fotografier...

På forhånd tak :-)